top of page

Japansk encephalitis

Her på siden kan du læse og få svar på en række spørgsmål angående vaccinen mod Japansk encephalitis(Japansk hjernebetændelse), samt generel information om sygdommen. Personlig rådgivning og eventuelt uddybende spørgsmål er naturligvis inkluderet ved vaccination hos os.

Pris per dosis kr.

1190

Om vaccinen

Målgruppe

Vaccinen kan gives helt ned til to måneders alderen. Den gives til personer, der rejser til områder i Asien med øget forekomst af japansk encephalitis.

Dosis

Der gives to doser med 4 ugers mellemrum. I alderen 18-65 år kan der gøres et accelereret program, hvor vaccinerne gives med blot 7 dages mellemrum. Der anbefales en booster efter 12 måneder.

Beskyttelsesvarighed

Med to doser er der 12-24 måneders beskyttelse. Hvis man får 3. dosis, er varigheden 10 år.

Inden afrejse

Vaccinen gives således, at den 2. vaccine er givet senest en uge, før man eventuelt bliver udsat for smitte. Således cirka 5 uger ved det ene program og to uger ved det accelererede program.

Hvem bør ikke vaccineres

Børn under to måneder.

 

Ved akut sygdom med feber (ved mild forkølelse kan man godt blive vaccineret).

 

Ved tidligere alvorlige bivirkninger af samme vaccine.

 

Ved allergi for et eller flere af indholdsstofferne (f.eks. Neomycin eller Formaldehyd).

Graviditet og amning

Vaccinen kan godt gives til gravide og ammende. I begge tilfælde er der dog sparsomt data, hvorfor det vil være en individuel overvejelse.

Hyppigste bivirkninger

Rødme, hævelse og ømhed af indstiksstedet, træthed, utilpashed og feber.

Om sygdommen

Generelt

Japansk encephalitis er en betændelsestilstand i hjernen forårsaget af en virus, som overføres ved stik fra myggen Culex. Smitten sker ikke mellem mennesker, men virus findes i dyr (typisk grise, heste samt nogle fuglearter). Myggen er aktiv om natten og findes især i landområder og udkanten af byer. Derfor sker smitten også typisk ved ophold i disse områder samt ved udendørsaktiviteter som vandring, trekking og camping.

Udbredelse

Japansk encephalitis findes udelukkende i Asien, især Sydøstasien, Indien samt Kina. Der ses cirka 50.000 tilfælde årligt. 

Symptomer

Fra stik til man udvikler symptomer, går der 5-15 dage. De fleste (op mod 99%) udvikler ingen symptomer. De, der gør, vil opleve feber, hovedpine, opkast, påvirket bevidsthed samt påvirkning af nervesystemet (f.eks. kramper eller bevægelsesforstyrrelser). Dødeligheden ved sygdommen er cirka 30%, mens cirka 50% af de overlevende vil have alvorlige følgeskader relateret til nervesystemet (fysiske og mentale).

Behandling

Der findes ikke nogen specifik behandling mod sygdommen. Behandlingen vil derfor være rettet mod symptomerne.

Forebyggelse

Der findes en vaccine til beskyttelse mod japansk encephalitis. Denne er anbefalet ved ophold i risikoområder. 

Desuden er det vigtigt at beskytte sig mod myggestik. Der anbefales derfor:

 

Brug DEET myggespray 

 

Brug langærmede trøjer samt bukser, gerne løstsiddende

 

Brug myggenet, evt. imprægneret 

 

Brug gerne myggespray på myggenet samt tøj

 

Brug aircondition og hold gerne vinduer lukkede, hvis muligt

bottom of page